Slutmålet var Santiago de Compostela

5. oktober 2023

”Det kan du altså ikke – det er alt for usikkert i din situation!”

En rejseberetning af Birger Ullstad


800 km på Caminoen på handicap-scooter

Turen, der gik fra Biaritz i Frankrig til Santiago de Compostela i Spanien, varede en måned. Jeg gennemførte turen alene, vist nok som den første på el-scooter.

I 2014 fik jeg en hjerneblødning, som resulterede i lammelse af hele højre side og uden sprog. Masser af træning og stædighed har dog hjulpet mig, og så opstod ideen med at gennemføre turen på den franske Camino.


Reaktionen hos min kone og mine børn var klar: ”Det kan du altså ikke – det er alt for usikkert i din situation!” Men igen kom min stædighed mig til hjælp, og efterhånden modnedes tanken hos familien. Et møde i Odense med nogle, der havde erfaringer med turen beroligede især min kone, idet flere beskrev den hjælpsomhed, der hersker blandt vandrerne. Så mon dog ikke der ville være hjælp at hente for en 74-årig handicappet mand, hvis det skulle blive nødvendigt?


Første test blev Hærvejen fra Frederikshavn til Sønderborg sidste sommer, hvor min kone kørte med som følgebil. Det gik problemfrit, var en fin tur, som virkelig satte skub i drømmen om den rigtige pilgrimstur.

Det meste af et år er gået med at forberede turen. Ruten blev ret hurtigt lagt, men derefter blev dagsintervallerne lagt efter antal af km i forhold til terræn, højder, overnatningsmuligheder osv.


Som handicappet havde jeg udfordringer med sproget. Jeg taler ingen fremmedsprog, men forstår engelsk og tysk.. Desuden har hjerneblødningen slettet mine stave- og til dels mine læsefærdigheder, men Google har hjælpefunktioner, så med indtalte og oversatte faste sætninger kommer man langt.


En væsentlig del af forberedelsen angik el-scooteren, og her har Medema været en uvurdetlig hjælp. Mini crosseren er blevet serviceret og gjort klar på bedste vis, så jeg havde de bedste forudsætninger for at gennemføre.


Rejsen

Jeg startede fra Kbh. lufthavn d. 24.8 og fløj til Biaritz, hvor jeg havde bestil hotel til første overnatning. Turen var med skift i London, hvor der netop den dag var uvejr, som forsinkede turen betragteligt. Først kl. 02.30 nåede jeg til hotellet, men uden bagage. Så næste dag måtte jeg tilbage til lufthavnen for at finde bagagen, hvilket ikke var en let opgave. Det lykkedes dog senere på dagen at få bagagen bragt til hotellet, men inden da, havde jeg opdaget en skade på opladeren til el-scooterens batteri. Uden strøm på batteriet kunne jeg ikke køre – og altså heller ikke bevæge mig uden for hotellet. Ups en uheldig opdagelse en fredag eftermiddag – strandet på et lufthavnshotel i Frankrig! Mandag morgen ringede jeg straks til Medema, som igen var enestående hjælpsomme og forstående. Der blev allerede samme dag sendt en ny oplader med ekspresfart til mig. Onsdag eftermiddag modtog jeg den nye oplader, og torsdag morgen indledte jeg så endelig turen. Hjemmefra var de første 4 overnatninger bestilt, men pgr. forsinkelsen måtte disse reservationer afbestilles, så jeg var ”alene i vildmarken” uden back-up.


Turen over Pyrenæerne gav en forsmag på rutens veje og stier – 1300 højdemeter med stenede stier Dårlige grusveje pgr. megen regn kendetegnede en del af ruten, så jeg valgte ofte landevejen frem for stierne. Et andet sted var der 1600 højdemeter, og scooteren måtte virkelig på arbejde, idet der også var en stigning på 10% inden for 4 km. Efter 16 km havde jeg brugt næsten al strøm, og jeg havde kun kørt 3km. Det var en kold fornøjelse -13 gr. og tæt tåge. Andre dage var vejret lunt, men bød også på regnbyger. Venlige mennesker forærede mig et par handsker, for jeg var uforberedt på kulden.


Som udgangspunkt havde jeg søgt handicapegnede herberger, men det viste sig ikke at være nødvendigt. Private, offentlige herberger eller klostre var udmærkede overnatningssteder, naturligvis i forskellig standard og til varierende pris. Og de væggelus, som vi havde hørt om hjemmefra, fandt jeg heldigvis ikke nogen steder.


Et af overnatningsstederne var et kloster med plads til 700 pilgrimme, hvor der blev serveret aftensmad. Andre steder kunne man få morgenmad, men jeg valgte oftest at starte dagens rute tidligt – ca. kl 7 og så først spise en kombineret morgenmad og frokost senere. Dagsrytmen blev hurtigt fundet. Tidligt afsted for at nå frem til bestemmelsesstedet inden kl.13, hvor herbergerne åbnede. Det gjaldt om at komme til tiden for at få plads, og ofte var der kø foran de gode steder.


Når jeg havde fundet logi, fik jeg ofte en middagslur for så at køre lidt på sightseeing i de små byer sidst på eftermiddagen. Mellem kl 21 og 22 skulle der så være ro på sovesalene. Mange små og større byer fik jeg set, og i de mest interessante blev jeg et par dage. Det var f.eks Leun, hvor der var et flot religiøst optog. Et andet sted var der sang og folkedans på gaden – også en spændende oplevelse.


En enkelt gang kom jeg for sent, og klosteret var fuldt booket. Præsten fik vist medlidenhed med denne gamle handicappede mand fra Danmark, så han overlod sin seng til mig og kom desuden ind for at sikre sig, at alt var i orden. Samme sted blev der holdt gudstjeneste for pilgrimmene om aftenen. Meget stemningsfuldt med efterfølgende rundesnak om de forskelliges årsager til at begive sig ud på turen. Det var specielt og gribende med de mange livshistorier.


Man hilser på hinanden på ruten, og jævnligt har jeg mødt de samme mennesker flere gange og fået en lille snak. Som jeg nævnte i indledningen, er jeg vist den første, der har gennemført ruten på en handicap-scooter, og det er blevet bemærket mange steder, hvor jeg har stillet op til fotos. Der var mange på ruten af mange nationaliteter- Australien, Kina, Japan, USA og naturligvis fra Europa, så jeg kom i kontakt med mange folk fra fremmede lande. Overalt oplevede jeg en utrolig hjælpsomhed og venlighed. Med kun én fungerende arm er det svært at skære mad ud og lukke lynlåse, så jeg har ofte bedt om hjælp til dette, så mange fremmede har lynet min fleecetrøje på turen.


Slutmålet var Santiago de Compostela, hvor Caminoen ender.

Lørdag d.23.9 kl. 14.16 kørte jeg ind i byen og blev mødt af et vrimmel af andre pilgrimme med støj og stemningen af lettelse over veloverståede vandringer – korte eller lange. For at gennemføre en pilgrimsvandring kræves 100 kms vandring, og mange vælger at nøjes med denne strækning. En pilgrimsvandring bliver dokumenteret ved stempler i en pilgrimsbog. Disse stempler fås i kirkerne, i herbergerne og på udvalgte steder på ruten. I Santiago findes et kontor, hvor man kan aflevere sin stempelbog og få udleveret et bevis på gennemførslen med km.


En del af afslutningen er en gudstjeneste i den store katedral. Der kommer masser af pilgrimme hver dag – 200.000 pr. år, så gudstjenesten bliver gentaget flere gange dagligt. Det er vældig stemningsfuldt på trods af, at jeg ikke forstod den spanske, men en katolsk andagt med al det messesang og røgelse, der hører til. Røgelseskaret er kæmpe stort og bliver svinget af 6 mand i pendul frem og tilbage med 180 gr, hvilket giver en imponerende virkning. Der bliver bedt for de rejsende, og der sluttes med nadver. Det kalder på eftertanke og giver ro i sjælen.


Jeg blev i byen 3 dage for at suge stemningen til mig, for at fordøje alle de mange indtryk og mentalt afslutte en fantastisk rejse.


Tirsdag d. 26.9 landede jeg i Kbh. lufthavn sent aften og blev mødt af min kone, der var lettet over at få mig helskindet hjem.

mvh

Birger Ullstad

Del
Websitet er bygget i Ajour CMS